”Du kan ikke vinde kampen mod alderen, men du kan påvirke resultatet”

Selvom det ikke er til at se, er modepioner og trofast n’age ambassadør Uffe Buchard netop fyldt 50 år. Selve dagen fejrede han med en reception for venner og samarbejdspartnere, og et par dage senere fløj han til Paris sammen med otte af sine nærmeste venner.

”Det er sådan, jeg allerhelst vil fejre min fødselsdag. Når du fylder 50, er du ultimativt voksen og kan være helt ligeglad med, hvad andre tænker eller forventer. Ikke at det har tynget mig synderligt tidligere, men nu må jeg helt selv bestemme, og andre må stole på, at jeg selv kan træffe den rigtige beslutning. Det er da befriende!” lyder det fra Uffe Buchard, der beskriver sig selv om inkarneret kyniker, men alligevel har følt, at det er et særligt tal, han runder.

”Det er en fødselsdag, jeg har tænkt meget over. Da jeg fyldte 30 og 40, betød det ikke så meget, men når du fylder 50, er du definitivt ikke ung mere! Skal man sige noget positivt, er man den yngste af de gamle … Tænk, at jeg er midaldrende – det er jo et rædselsfuldt ord! Men med de muligheder, der er inden for hudforyngende behandling i dag, er det heldigvis sjovere at blive gammel nu end for 100 år siden.”

Venner på 20 og 90 år

Igennem 25 år har Uffe Buchard sat sit markante fingeraftryk på dansk mode. Både som modeskribent, tv-vært, udgiver af det internationalt anerkendte modemagasin DANSK, stifter af Style Counsel og nu Darling Creative Studio.

”Jeg arbejder i en meget ung branche og har venner på 20-21 år, som jeg går på natklub med. Men Didder Rønlund på 90, Lotte Freddie på 81 og Erik Brandt på 73 er også mine nære venner. Derfor er det meget dualistisk for mig at fylde 50. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at blive mere ansvarlig – tværtimod. Jeg vil forbeholde mig retten til at te mig åndssvagt, og på det punkt er mine venner meget inspirerende,” fastslår han med smil i stemmen.

Udseendet har betydning for det gode liv

De seneste 10 år har Uffe Buchard været fast kunde hos n’age og altid været meget åben og ærlig omkring sine behandlinger.

”Min alder passer forbandet dårligt til, hvordan jeg føler mig, og det var jeg nødt til at gøre noget ved. For mig er er en del af mit gode liv, at min krop og mit ansigt passer til den alder, jeg føler indeni.”

Cirka hvert halve år kommer han forbi klinikken for at få Botox/Azzalure og Restylane.

”Jeg får stadig samme behandling som for 10 år siden: To skud i bekymringsrynken og lidt Restylane under øjnene for at holde mørke rande væk. Ved at begynde tidligt kan man vedligeholde sig selv nemt og forholdsvist billigt,” siger Uffe Buchard.

De seneste tre år har han desuden fået Ultherapy en gang om året. Ultherapy er en ny behandlingsform, som ved hjælp af ultralyd opstrammer huden helt nede i de lag, hvor det normalt kræver kirurgi at opnå et løft.

”Ultherapy giver et naturligt løft indefra, som kommer snigende i løbet af et par måneder. Behandlingen skruer tiden tilbage på den fede måde, og jeg er helt vild med resultatet. Det er det mest naturlige, man overhovedet kan gøre, og når jeg sammenligner med ældre billeder, er effekten alligevel stor.”

Behandlinger står ikke alene

Det har nemlig aldrig været Uffe Buchards ønske at forandre sit udseende.

”Men jeg vil gerne vedligeholde mig selv så godt som muligt. Du kan ikke vinde kampen mod alderen, men du kan godt påvirke resultatet. Som Coco Chanel angiveligt skulle have sagt: Når du er 20 år, har du det ansigt, Gud har givet dig. Når du er 50 år, har du det ansigt, du fortjener,” siger han og understreger, at det ikke er nok at lægge sig på briksen.

”Man skal vide, at behandlinger ikke er en mirakelkur, som kan stå alene. Hvis du ikke sover nok, spiser ordentligt, holder kroppen i gang og plejer din hud, så nytter det ikke, uanset hvor meget du får lavet. For mig er sund kost og træning blevet et must de seneste år. Det nytter ikke at klistre fast i sofaen,” siger Uffe Buchard.

Brug for et boost til kroppen

Derfor træner han hver morgen, hvis det kan lade sig gøre, og to gange om ugen har han en personlig træner.

”Selvom jeg lever sundt og træner, har jeg de seneste år haft tendens til sådan et par ”sidehåndtag”. Pludselig følte jeg mig ikke godt tilpas i mine figursyede skjorter – og det brød jeg mig absolut ikke om.

Jeg overvejede at få en lille fedtsugning, men – selvom mange ikke tror det – så har jeg helt klare grænser, og det var simpelthen et alt for voldsomt indgreb for så lidt.”

I stedet valgte Uffe Buchard at prøve behandlingen Coolsculpting, der målrettet fryser fedtcellerne væk og derfor er særdeles velegnet i kampen mod genstridige fedtdepoter.

”Coolsculpting kan jeg slet ikke rose nok! Det er en af de mest effektive behandlinger, jeg har prøvet. Der er ingen risiko, behandlingen er stort set smertefri og med et permanent resultat – what’s not to love?” siger Uffe Buchard, som samtidig fik et træningsboost ud af behandlingen.

”Coolsculpting motiverede mig sindssygt meget til at give træningen en ekstra skalle. Det var ellers ved at blive mindre sjovt at træne, fordi der ikke skete noget. Men nu fik jeg et virkelig flot resultat, som jeg kunne arbejde videre ud fra.”

Dyrk den individuelle frihed

Han oplever, at omverdenen har ændret syn på huforyngende behandlinger i løbet af de seneste 10 år.

”Der er helt klart sket en forandring. Dengang var mange forurettede over, at vi var nogen, der fik et ”uretfærdigt forspring”, og der blev set ned på os, der fik foryngende behandlinger. Nu synes de fleste, at det er godt gjort at se ud, som jeg gør sidst i 40’erne med et krævende arbejdsliv og ikke altid nok søvn. Der er kommet mere fritænkning, og foryngende behandlinger er blevet mindre eksotiske. Jeg siger jo heller ikke, at ALLE skal få lavet hudforyngende behandlinger. Vi har hver især vores individuelle frihed, og det oplever jeg, at folk er blevet bedre til at anerkende.”

For ham er det med til at give et godt liv, at hans udseende passer til hans indre alder og energiniveau.

”Jeg synes, det er funky, at jeg kan stå på en natklub i undertrøje og fyre den af. Andre synes måske det er patetisk og overfladisk, men det betyder noget for mig. Vi må hver især tænke over og tage ansvar for, hvad der er det gode liv for en selv. Og jeg vil hellere dø på et dansegulv end på et plejehjem.”