Sådan bliver du kosmetisk sygeplejerske

”Hvordan bliver jeg kosmetisk behandler?” er et spørgsmål, vi ofte får fra sygeplejersker med drømmen om at arbejde inden for det kosmetiske felt. Mange opfatter området som lidt af en jungle at navigere rundt i, og derfor har vi samlet de hyppigste spørgsmål og svar her, som forhåbentligt kan være en hjælp, når du skal overveje en karriere som sygeplejerske i en rigtig spændende branche.

Hvad er en kosmetisk sygeplejerske?

Kosmetisk sygeplejerske er en betegnelse, som bruges om sygeplejersker, der udfører kosmetiske behandlinger såsom behandlinger med ikke-permanente fillers, Botulinum Toxin, IPL-hårfjerning, fjernelse af karsprængninger, fedfrysning, hudopstrammende behandlinger og medicinsk Dermaroller.  

Hvordan bliver jeg kosmetisk sygeplejerske?

Du skal først og fremmest være uddannet sygeplejerske. Derudover er lovgivningen opbygget således, at man som sygeplejerske skal uddannes og superviseres i forskellige behandlingsområder, hvorefter man kan blive registreret som medhjælp til en læge inden for den pågældende behandlingstype – f.eks. ikke-permanente fillers eller Botulinum Toxin (Botox®, Azzalure®). Behandlingstyperne, som ligger under Bekendtgørelsen for kosmetiske behandlinger, kræver en teoretisk og praktisk uddannelse samt modelsupervision af en autoriseret læge, hvorefter Styrelsen for Patientsikkerhed registrerer personen som medhjælp hos en læge til udførelsen af den pågældende behandling.  

Hvor kan man blive kosmetisk sygeplejerske?

Der er flere klinikker, som udbyder kosmetiske registreringskurser. Imidlertid er kvaliteten af disse meget svingende, så det er vigtigt at se sig grundigt for. Vi oplever f.eks., at der er flere steder, hvor man ikke overholder Styrelsen for Patientsikkerheds vejledninger omkring, hvor mange modeller man må behandle per dag, og vi hører desværre om, at der så bliver snydt med datoer mv. Dermed kan man risikere at stå med superviseringspapirer, som i sidste ende ikke bliver godkendt. Hos N’AGE, som er Danmarks både første og største kæde af klinikker inden for kosmetiske behandlinger, har vi N’AGE ACADEMY som uddannelsesinstitution. På N’AGE ACADEMY uddanner vi dels sygeplejersker i et grundforløb inden for kosmetiske behandlinger, og dels bruger vi N’AGE ACADEMY til at videreuddanne vores eget personale. N’AGE ACADEMY er stiftet for at sikre, at vi også fortsat kan rekruttere kosmetiske sygeplejersker, som er tilstrækkeligt veluddannede til at indgå i N’AGE klinikkernes behandlerteam. Hvis man ikke har mange års erfaring som kosmetisk sygeplejerske, er vejen ind i N’AGE derfor via N’AGE ACADEMY. Du kan læse om andre uddannelsestilbud til kosmetiske sygeplejerske her.

 

Tag dig i agt for plattenslagere

Der findes kurser, som lokker med, at man på 12 timer fordelt på to dage kan opnå teoretiske og praktiske færdigheder inklusiv behandling af 20 forskellige modeller og en autorisation i ikke-permanente fillers. Det siger sig selv, at dette ikke er seriøst. For det første overtrædes anbefalingerne om maksimalt 5 modeller per dag,. For det andet bør man under ingen omstændigheder sætte mindre end en halv time af per model. Dette tidsrum sættes af til en normal behandling udført af uddannede kosmetiske sygeplejersker i en seriøs klinik. Under en oplæring skal der naturligvis være afsat ekstra tid, så den kommende kosmetiske sygeplejerske kan få råd og sparring om injektionsteknikker samt opnå en dybere forståelse for, hvad der klæder den individuelle kunde etc. Slutteligt skal man også vide, at der er klinikker, som lover registrering. Det kan de ikke love, da det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som godkender registrering. Så pas på disse ”kørekortskurser” og se kritisk på indholdet. Vi har lavet et par spørgsmål, som man med rette kan stille til udbyderen af kurset.

Disse spørgsmål bør du undersøge inden du vælger uddannelse:

Hvor mange timers undervisning i hhv. teori og praktik modtager man på kurset?

N’AGE ACADEMY har man i alt 105 lektioner med både teori og praktik fordelt over 7 undervisningsdage samt en afsluttende eksamensdag.

Hvor mange modelbehandlinger er man igennem per behandlingstype?

N’AGE ACADEMY er hver kursist igennem 21 modelbehandlinger på hhv. Restylane og Botulinum Toxin samt 2 modeller på e-Dermastamp/Dermaroller. Hertil er der modeller til hhv. konsultation og kontrol efter behandlingen – fuldstændigt som vi håndterer vores normale kunder

Hvor lang tid er der sat af til modelbehandlingerne?

N’AGE ACADEMY har vi sat 90 minutter af per model, så der er god tid til at sparre med de erfarne sygeplejersker og vores speciallæge i dermatologi under modelbehandlingerne

Tilbyder udbyderen ansættelse af kursisterne efterfølgende?

Vi oplever ofte, at udbyderne af kurserne ikke udbyder en et uddannelsesniveau,  som de ønsker at ansætte internt efterfølgende. Hos N’AGE ansatte vi i 2018 hele 3 sygeplejersker, som alle havde været igennem N’AGE ACADEMY. Det er også derfor, vi holder optagelsessamtale – vi ønsker kun kursister, som vi kan se et potentielt match med.

Tager lægen ansvar for at indsende modelbehandlingerne til Styrelsen for Patientsikkerhed?

Vær opmærksom på, at hvis man ”blot” står med en liste med CPR-numre efter endt kursus, så betyder det, at det vil være en ny læge – evt. på en kommende arbejdsplads – som skal søge om godkendelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Opstår der tvivl om behandlingerne eller dokumentationen, kan det være meget vanskeligt at fremskaffe dette. I værste fald skal modelbehandlingerne derfor laves om. Har man derimod sin første registrering, er det lettere at få den flyttet.

Skal modellerne betale for deres behandling?

Hvorvidt modelbehandlingen er betalt lyder måske som en lidt sær tryktest for kvaliteten af en uddannelse. Men det er et udtryk for, hvor seriøst det pågældende sted tager uddannelsen versus at tjene penge på den. Desuden har flere forsikringsselskaber gratis modelbehandlinger som betingelse for dækning. Hos N’AGE ACADEMY betaler modellerne ikke for behandlingerne. Modellerne skal være 100% indforståede med, at der er tale om en undervisningssituation, og at der følgelig foregår en undervisningsdialog hen over hovedet på dem. Ligeledes skal vores betalende kunder kunne forvente en sublim service hos vores dygtige og veluddannede kosmetiske sygeplejersker til betalte behandlinger.

Overvejelser inden en uddannelse som kosmetisk sygeplejerske?

Det er ekstremt spændende at arbejde i den kosmetiske branche. Branchen er i positiv udvikling, løn og arbejdsforhold er gode, og det er typisk let at få job. Man bør dog også være opmærksom på, at det er en branche, hvor nogle søger hurtig profit og går til kanten eller over, når det kommer til regler og lovgivning, og der heller ikke findes brancheorganisationer, som regulerer markedet. Desuden er det kun meget få klinikker, der har overenskomster med DSR om løn- og arbejdsforhold. Derfor skal man se sig for – både når man vælger uddannelse og søger job – og vælge anerkendte behandlingssteder i begge situationer. Arbejdet som kosmetisk sygeplejerske er et håndværk, og det er vigtigt at være i omgivelser, hvor love og regler overholdes, den løbende læring og udvikling prioriteres, og man indgår i et fagligt dygtigt team af læger og sygeplejersker. Derudover skal man vælge en uddannelse, hvor man ikke bare får minimum af teori og praktik. Jo mere man forstår omkring klinikdrift, kundeservice, komplikationer, samspil mellem behandlinger etc., desto mere professionel vil man være den dag, man skal i gang med at behandle. Så stræb højt fra starten – det gælder trods alt din fremtidige karriere. Har du spørgsmål kan du altid henvende dig til N’AGE ACADEMY eller til DSR

 

Hvordan er løn og arbejdsforhold for kosmetiske sygeplejersker?

Løn og arbejdsforhold varierer selvfølgelig fra arbejdsplads til arbejdsplads, men mange oplever løn og arbejdsforhold som markant bedre i det private end i det offentlige. Imidlertid er der kun få behandlingssteder i Danmark, hvor de kosmetiske sygeplejersker er dækket af en overenskomst med DSR, og det betyder i praksis, at der er meget brede aftalerammer for løn- og arbejdsforhold. Vi oplever ofte, at især nyuddannede kosmetiske sygeplejersker har indgået kontrakter, hvor der er meget lange bindinger i ansættelsesforholdet som kompensation for oplæring. De kan være meget dyre at komme ud af, hvis man ikke er glad for arbejdspladsen eller af en anden grund ønsker at komme videre i sin karriere. Hos N’AGE har vi som nogle af de eneste i branchen overenskomst med DSR. Udover lønnen, som typisk ligger 30-40% over det, man ser i det offentlige, så arbejder vores sygeplejersker kun hver 4. lørdag og har løntillæg for weekend og aften.

 

Hvad er den hyppigste årsag til at lave et karriereskift til kosmetisk sygeplejerske?

Den hyppigste årsag til at søge ind i den kosmetiske branche er passionen for skønhed, og dét at kunne specialisere sig i et specifikt område. Der er også rigtig mange, som nævner, at de er kede af, at der som sygeplejerske i det offentlige ikke er tid til at give en tilstrækkelig behandling. Mange fortæller, at de løber rundt for at nå alle patienter, men føler sig utilstrækkelige, når de ikke har muligheden for at følge patienten til dørs. Vores kosmetiske sygeplejersker hos N’AGE udpeger den største kilde til arbejdsglæde som værende både muligheden for at give en fantastisk service samt deres kunders åbenlyse og store glæde. Derfor kommer de faglige kompetencer også virkelig i spil i det kosmetiske speciale, da det gælder om at gøre kunderne så glade, at de kommer igen og igen. En anden ting, som også nævnes af vores personale som kilde til arbejdsglæde, er den konstante personlige og faglige udvikling og muligheden for også at lære at drive en forretning. Dette er jo også en del af at drive en kosmetisk klinik. Lønnen er (heldigvis) sjældent afgørende for at tage springet til kosmetisk sygeplejerske, men det er naturligvis et gode, som giver nogle ekstra muligheder – f.eks. vælger mange at arbejde lidt færre timer og bruger mere tid på sig selv eller familien. Hør Simone, som har lavet karrierespringet til kosmetisk sygeplejerske, fortælle om sine motivationer:

 

Kan jeg åbne min egen klinik som kosmetisk sygeplejerske?

Man skal være opmærksom på, at man som sygeplejerske ikke kan drive en klinik uden at have en klinikansvarlig læge, som er autoriseret til at måtte udføre kosmetiske behandlinger.

Kurven er tom