Gæsteblogger Eva Kruse om at være gift med en 15 år yngre mand…

… Det lyder skønt og meget moderne.

Og gu’ er det fedt!

Min dejlige unge mand er lattermild, uproblematisk, energisk og fuld af fysisk og mentalt overskud. Han er god til at tackle mig og mine mood swings, og mingelerer elegant rundt om min travle kalender og får hverdagen til at glide. Og han møder mine teenagebørn med lige dele venskabelig forståelse og forældrerolle. – Det lyder jo alt sammen med skønt, så hvad er der så egentlig at skrive en klumme om? Hvad er problemet?

Problemet er mig!

Jeg må være ærligt at sige, at jeg aldrig rigtig har accepteret, at jeg er 44 år og at det ikke bare betyder, at jeg er mere afklaret omkring hvem jeg er, at jeg ved hvad jeg vil og hvad jeg kan, og at jeg har muligheder og ressourcerne rent menneskeligt til at nå de fleste af mine livsmål – for det betyder også, at det kan mærkes på fysikken og ses på det udseendet, at kroppen ældes, at jeg ikke restituerer så hurtigt som før og får slappere hud og rynker.

Jeg ældes!

Og det har jeg det virkelig svært med at forene mig med.

Når jeg så tilmed har giftet mig med en mand, der ikke alene er 15 år yngre, men også er sportsmand og har en krop, der er hugget i sten, så sætter det for alvor min ”alders-angst” på en prøve. – Sådan bliver jeg nu hver eneste dag mødt med mit eget selvbillede – og med hans!

Jeg ved godt, jeg er nødt til at komme overens med, at jeg er den alder jeg er, og det står ikke til at ændre. Men de fysiske og ydre forandringer, har jeg stadig meget svært ved at acceptere. Jeg har talt med min terapeut om det og jeg øver mig virkelig på at affinde mig med tingenes tilstand. Vi lever i en verden hvor vitalitet, styrke, ungdom og skønhed fylder enormt meget i samfundet.

For både kvinder og mænd. Men især ungdom og skønhed for kvinderne. Og hvis jeg havde været en mand, tror jeg hverken jeg selv eller omverdenen havde reflekteret over vores aldersforskel. Men det er stadig ikke helt kutyme for kvinder at have yngre mænd. Endnu!

Min mand synes, jeg er ualmindelig fjollet og dum at høre på, når jeg klager over det. Og udtrykker dagligt, at han synes jeg er dejlig, med alt hvad der er. Men han er jo også så ung, at han ikke kender til følelserne og forandringerne omkring det at ældes. Min hjerne fremskriver tiden, lægger 10 år til …. Så er jeg 54 og han er 39… 25 år til så er jeg 69 og han er 54… Så er jeg måske på vej ud af arbejdsmarkedet mens han suser derudaf i overhalingsbanen.

Forleden inviterede min bank til møde om min pensionsopsparing. Endnu et skræmmende indslag til alders-angsten ved første øjekast. Men ved nærmere eftertanke, gik det op for mig, at min unge mand jo er min bedste pensionsopsparing.

Han kan bære de tunge indkøbsposer, når jeg bliver for svag og køre mig til gigt kontrol på hospitalet og skifte batterier i mine høreapparater. Og det er jo i grunden mega-smart!

I virkeligheden er det absurd spild af tid at bekymre sig om noget, der ikke kan ændres på og som uanset hvad vi gør, kun går én vej. Øvelsen for mig – og for rigtig mange andre – går ud på at lande i sig selv og lære at elske den man er, med det der er. Jeg har ikke knækket koden helt til det endnu, men jeg kan mærke at jeg er på vej. Måske er mit ægteskab med ungdommen min ultimative test af mig selv. Dét som skal få mig i mål.

Dét – og så Ultheraphy hos N’AGE, naturligvis;-)